I BYEN: I hallen får aktivitetsforeningen den plads, den har brug for til sine aktiviteter

Det gamle plejehjem i Flauenskjold har i flere år været hjemsted for aktivitetsforeningen Rødder & Vinger, men fra august flytter foreningen ind i Flauenskjold Hallen, hvor den har lejet lokaler til brug for foreningens aktiviteter.

Rødder & Vinger er i lokalområdet nok mest kendt for sin deltagelse i de årlige middelalderdage på Voergaard Slot, men foreningen har også ved tidligere lejligheder stået for mad til sommer- og halfester i Flauenskjold. Nu kan dette samarbejde med både Flauenskjold Idrætsforening og Flauenskjold Hallen få endnu bedre vilkår med den fælles adresse.

- Lokalerne på det gamle plejehjem var efterhånden blevet for trange, og vore muligheder for udvikling blev bremset af stedet, så vi har igennem længere tid søgt nye lokaler, siger formanden for Rødder & Vinger, Michael Kristensen og fortsætter:

- Det bedste bud var Flauenskjold Hallen, som vi samarbejder med i forvejen, når der holdes fester. Her står vi for natmad og oprydning og tjener på den måde penge til vores forening. Hallen ønsker et tættere samarbejde med os, og de ser os som noget nyt, der kan skabe mere liv, siger Michael Kristensen.

- Huslejen bliver den samme som nu, men vi får mere for pengene. Vi slipper for trapper, hvilket vil glæde vore gangbesværede medlemmer og småbørnsfamilierne. Vi får dejlige udenomsarealer, hvor vi kan opstille telte og lejr lige uden for døren. Det vil gøre træning og vedligehold meget lettere og dermed skåne medlemmerne. Desuden bliver det dejligt at komme op af kælderen. Her er der bedre luft og ventilation til udstyret, og vi slipper også for sliddet op og ned gennem den trange kælderhals. Hallen rummer en række funktioner, der giver mulighed for at tiltrække nye aktiviteter, og vi har allerede nu fået tilsagn fra DUBALs Cirkus- og Gøglerskole, som i øjeblikket træner i Frederikshavn og Aalborg, at de gerne vil træne i Flauenskjold. Hallen tilbyder også ordentlige køkkenfaciliteter, som vi ikke har haft før, oplyser formanden, der også slår fast, at foreningens tilknytning til Flauenskjold er blevet stærkere de sidste par år, og at foreningen føler, at den er blevet en helt naturlig del af Flauenskjold.

- Vi har faktisk medlemmer, der er flyttet til byen for at bo i nærområdet og tæt på Voergaard Slot, fortæller Michael Kristensen.

Formanden for Flauenskjold Hallen, Susanne Rishøj, glæder sig også over den nye lejeaftale og håber på et godt og positivt samarbejde med Rødder & Vinger. Hun ser frem til, at foreningens ugentlige klubaftener vil medvirke til at skabe endnu mere liv i og omkring Flauenskjold Hallen.

- Med indgåelse af denne lejeaftale tager hallen således endnu et skridt i retning mod at blive en multikulturel institution, der også favner andre aktiviteter end de traditionelle idrætstilbud, siger Susanne Rishøj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...