To vinelskere åbner en fysisk butik ud over deres web-butik

HOU: To vinelskere står bag en ny butik, der fremover satser på salg af vine i den bedre ende af skalaen. Vin til folket hedder forretningen, der er en udløber af den website som Caroline og René Kortegaard-Jensen allerede har drevet i nogle år.

Nu har de to taget skridtet ekstra med lanceringen af en fysisk forretning i tilknytning til parrets hjem på Christiansminde i Hou.

I første omgang er der tale om vin af amerikansk herkomst med omkring 25 varianter på hylderne.

- Vi satser på vin af en god kvalitet. Vi kan ikke konkurrere på salg af vine til 50 kr. Det er de rigtig gode til i dagligvarebutikkerne. Men vi er en niche-forretning, så vores vine må naturligvis adskille sig, siger René Kortegaard-Jensen.

Han slår fast, at prisniveauet ligger fra omkring 150 kr. og opefter.

- Vi har valgt amerikansk vin af flere årsager. Det er et forholdsvis nyt vinland, hvor man ikke er bundet af de traditioner, der blandt andet kendetegner europæiske vine. De amerikanske producenter koncentrerer sig 100 procent om at skabe velsmagende vine, forklarer René Kortegaard-Jensen og bakkes op af Caroline:

- Og for vores vedkommende handler det om smagen og den gode oplevelse. Vi skal desuden kunne stå inde for produktionen på den måde, at der i sidste ende også skal være noget tilbage til vinbonden. Det er altså svært med de helt billige vine, konstaterer hun.

Vin til folket holder i første omgang åbent om lørdagen. Derudover kan der som hidtil bestilles varer via nettet til enten forsendelse eller afhentning.

- I sommerhalvåret udvider vi åbningstiderne. Der er rigtig mange turister i området, og mange af dem vil jo gerne have god vin til den mad de skal nyde, fastslår parret.

De har desuden både gin og rom på hylderne i butikken, der slår dørene op med gode åbningstilbud på lørdag mellem 10 og 14.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...