Hvis vi vil bevare de lokale butikker, bliver vi nødt til at handle i dem nu, mens krisen raser

DRONNINGLUND: Coronakrisen har betydet, at meget er gået i stå. Det gælder også lysten til at købe ind, men helt undgå at handle kan vi ikke, og når vi gør det, er Dronninglund Handels klare budskab til borgerne i og omkring Dronninglund, at det er vigtigere end nogen sinde at handle lokalt.

- Vi lever i forvejen på en knivsæg i forhold til antal butikker i alle brancher, og derfor er det bydende nødvendigt, at der handles lokalt for at redde vore lokale butikker og lokale jobs, udtaler handelschef Arne B. Schade og fortsætter:

- Erhvervschef Tonny Thorup har i blog på TV2 Nord opfordret alle til at handle lokalt i denne sundhedskrise, og jeg tænker, at samtlige handels- og citychefer rundt om i Danmark skærper den lokale profil lige nu. Coronaen er over os, og først og fremmest handler det om, at vi begrænser smitten, så vi kan slippe af med denne virus. Alt imens vi kæmper mod virussen, er vore virksomheder, butikker og hundredvis af lokale jobs i fare. Også i Dronninglund kommer det til at gå hårdt ud over restauranter/spisesteder, detailhandel, hoteller og en række aktive foreninger i lokalområdet, så sørg for at vise lokalt samfundssind og købe take away på de lokale spisesteder, få handlet dine dagligvarer i de fysiske butikker. Når du skal købe tøj, sko, og smykker og andet, så gør det lige rundt om hjørnet i de lokale butikker i Dronninglund og drop alt om Zalando, når du keder dig. Det er en tysk hjemmesideportal, så find for pokker dine varer i en lokal butik, så du hjælper med at bevare lokale jobs, understreger Arne B. Schade.

- Hvis ikke vi støtter vore lokale butikker nu, så er de der måske ikke, når coronakrisen er overstået. Det har aldrig været vigtigere at handle lokalt, slutter handelschefen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...