Hals Strand Camping er blevet fire-stjernet, men lejrchefpar Anette Dahl og Poul Borup fortsætter renoveringerne i efteråret

HALS: Hals Strand Camping tager hul på den kommende højsæson som fire-stjernet campingplads. Det er fakta efter, at brancheforeningen OCFF har føjet endnu en stjerne til vurderingen.

Efter 13 år ved roret, en masse arbejde og en lang række investeringer kan indehaverne, Anette Dahl og Poul Borup, således med god grund være stolte over indsatsen.

Gennem årene er der foretaget investeringer i blandt andet badeland, familiebaderum, moderniseringer og tilbygninger af eksisterende servicebygninger, minigolfbane, ny legeplads og en ny større grillbar. Endvidere er der etableret trådløst internet, ny elektricitet samt ny facade på receptionen.

Det er dog specielt badelandet og en ny afdeling i servicebygningen, der har vægtet højt i den seneste rangering.

Lejrchefparret lægger ikke skjul på, at de fire stjerner forpligter.

- Vi har kæmpet for det her længe, fastslår Anette Dahl.

- Og vi er klar til at leve op til campisternes forventninger. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at gøre både oplevelsen og faciliteterne alle 4 stjerner værd, tilføjer hun.

Den ekstra stjerne får dog ikke Hals Strand Camping til at stå i stampe. Planerne fortsætter og de næste forbedringer kommer allerede i efteråret.

- Her ser vi frem til at starte renoveringen af køkkenet i bygningen midt på pladsen. Desuden skal der etableres et glasparti mod havet, forklarer Anette Dahl.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...