Står du for at sælge en firehjulstrækker, SUV- eller cabriolet, så er tidspunktet rundt om påsken helt rigtigt

NORDJYLLAND: Når der er opsving i økonomien, så forlader danskerne de traditionelle, sikre bilvalg og køber i stedet nichebilerne, der signalerer livsstil og økonomisk råderum. De klassiske bilmodeller såsom stationcars og sedanmodeller bliver fravalgt til fordel for cabrioleter, store firehjulstrækker og de moderne, fleksible SUV-modeller.

Sådan har det været de seneste 20-30 år, og den nuværende højkonjunktur er ingen undtagelse. Det er gode nyheder for sælgerne af netop de bilmodeller. Har du en Wrangler Jeep til salg eller en Mazda MX-5, så er de nemme at sælge i øjeblikket.

Gør det nemt at sælge

I den kommende tid bliver der solgt ekstraordinært mange biler. Tiden rundt om påske er traditionelt højtiden for bilhandler i Danmark, og i år ser det ud til, at handlen bliver på niveau med rekordåret 2018, hvor der blev handlet over 80.000 nye og brugte biler i marts og april.

Biler er dyre i Danmark, og derfor er det en klar fordel for bilsælgeren, hvis køberen får så mange oplysninger som muligt. Vis derfor så mange billeder af bilen som muligt i salgsannoncerne og have alle relevante dokumenter klar, når bilen skal fremvises for den potentielle bilkøber, herunder servicebogen, dokumentation for eventuelle reparationer og indregistreringsattesten. Det er især vigtigt, at bilen har overholdt de foreskrevne serviceintervaller.

- Olieskift og eksempelvis udskiftning af tandremmen er vigtigt at kunne dokumentere, og det er virkelig brugbart, hvis man kan vise køberen, at bilens motor bruger en højkvalitetsolie, og at den er plejet efter forskrifterne, siger Rasmus Boserup, kommunikationschef hos energiselskabet OK.

Bilerne er blevet billigere

For køberne er det gode nyheder, at især de brugte biler er blevet billigere i det seneste år. Det skyldes, at registreringsafgifterne blev omlagt i efteråret 2017, og at brugtbilpriserne gennem hele 2018 er faldet markant.

- Skal man ud og købe en nyere brugtbil som en VW Passat, så er den blevet omkring 10 procent billigere end i foråret 2018, siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.

Han fortæller, at der i øjeblikket er mere end 60.000 brugte biler til salg på det danske marked.

Lavere omkostninger

Det er ikke kun bilpriserne, der er faldet. Det er også blevet billigere at forsikre og finansiere bilerne, og samlet har Spar Nord vurderet, at danskerne sparer omkring 10 procent på at holde bil sammenlignet med 2017. Dét er en af årsagerne til, at vi har råd til at købe drømmebilen i form af cabriolet eller firehjulstrækker.

Populære biler i øjeblikket er:

- SUV-modeller, eksempelvis Nissan Qashqai

- MPV-modeller, eksempelvis Ford S-MAX

- Cabrioleter, eksempelvis Mazda MX-5

- Crossover-modeller, eksempelvis Peugeot 2008

- 4x4-modeller, eksempelvis Landrover Defender

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...