Forening har svært ved at rekruttere nye medlemmer til bestyrelsen

VESTER HASSING: I 84 år har Vester Hassing Borgerforening været et centralt organ for det lokale sammenhold. Foreningen har gennem årene udfyldt en væsentlig rolle som formidler af utallige arrangementer og har ligeledes fungeret som et fælles talerør for byens borgere.

I dag er der omkring 400 husstandsmedlemmer. Det svarer til, at cirka hver tredje husstand i Vester Hassing er medlem af borgerforeningen.

Opbakningen til trods, så har foreningen længe haft svært ved at rekruttere nye medlemmer til bestyrelsen. Det fastslår formand Johannes Svaneborg.

- Jeg har snart 25 års jubilæum i bestyrelsen. Og jeg har været formand i lange perioder. Intet varer jo evigt, og på et tidspunkt stopper min tid i bestyrelsen. I det hele taget har foreningen i mange år været drevet af meget få personer. Det er ”Tordenskjolds soldater”, om man vil, så vi er meget afhængige af, at der dukker nye ansigter op ved generalforsamlingen 25. februar, tilføjer formanden.

Han oplyser, at borgerforeningen blandt meget andet fungerer som et upolitisk talerør til Aalborg Kommune.

- Aktuelt fokuserer vi på støttemuren på Fuglestræde, der holder på den stejle skrænt. Muren er ved at falde sammen, og vi forsøger derfor at få kommunen til at stå ved sit vedligeholdelsesansvar, forklarer Johannes Svaneborg.

Han hæfter sig også ved chikanerne på Halsvej, som efter manges opfattelse er for korte og skaber rod i trafikmønstret.

- Her er vi ligeledes i dialog med kommunen, lyder det fra Johannes Svaneborg.

Borgerforeningen står desuden i spidsen for grundlovs- og sankthans-fester. Den holder sommergudstjenester i byparken og julemarch i Aslund Skoven. Foreningen varetager også flagning ved højtider og konfirmationer, og for at udsmykke byen ved juletid. Ligeledes har den et solidt samarbejde med de frivillige borgere i ”torsdagsklubben”. Sidstnævnte blev i sin tid dannet som et modsvar til de kommunale nedskæringer på vedligehold af især byens grønne områder.

Generalforsamlingen afvikles på Gæstgivergaarden i Gandrup. Den begynder kl. 18, og borgerforeningen er vært ved en omgang stegt flæsk med persillesovs.

- Vi vil gerne, at Vester Hassing fortsat skal være en god by som vores slogan siger. Så vi håber selvfølgelig på rigtig stort fremmøde. Og helt konkret så satser vi på tre eller fire nye bestyrelsesmedlemmer. Jeg ved ikke, om det er realistisk, men Vester Hassing er en by med cirka 2.800 indbyggere. Så det burde være muligt, slutter Johannes Svaneborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...