FN Forbundet og gymnasiet satte fokus på de 17 verdensmål

DRONNINGLUND: Det er nok ikke alle, der kender FNs 17 verdensmål. Man har måske en idé om, at det er noget med klima og miljø og den slags. For at få helt styr på verdensmålene og ikke mindst den dystre baggrund for disse mål arrangerede FN Forbundet i samarbejde med Dronninglund Gymnasium i sidste uge en spændende fællestime med bl.a. en politisk debat om verdensmålene, klimalov og den kommende klimahandlingsplan.

Ikke alle gymnasiets elever var så heldige at være med, da coronaens fangarme fortsat rækker ud, og med den rette afstand, mundbind og sprittede hænder var der ikke plads til alle, så de udvalgte klasser var primært klasser med særlig interesse for samfundsfag og naturfag.

Der var fornemt besøg til den politiske debat af minister for udviklingsarbejde, Rasmus Prehn (S), folketingsmedlem for Venstre, Anne Honoré Østergaard, og for de konservative, Per Larsen. Desværre var repræsentanten for Enhedslisten, Peter Hvelplund, fraværende på grund af forhandlingerne på Christiansborg om hjælpepakker til det betrængte erhvervsliv. Man kunne så godt have ønsket, at partiet havde sendt en anden repræsentant, så spændvidden i den politiske debat var blevet lidt større.

Inden den politiske debat var der en introduktion til verdensmålene fra FN Forbundets skoletjeneste, hvor et væld af plancher med tal, grafer og statistik blev gennemgået med det formål at gøre eleverne bevidste om den globale verden, de er en del af.

Verdensmål 17 blev vedtaget af FN i september 2015 og omfatter bl.a. stop sult, ansvarligt forbrug, klimaindsats, bæredygtig energi, ligestilling mellem kønnene, rent vand og sanitet, anstændige jobs og økonomisk vækst. Formålet er, at alle FN-nationerne frem til 2030 skal have fokus på disse emner i deres fremadrettede politik.

Under den politiske debat var der flere spørgsmål fra eleverne om bl.a. reducering af CO2 på 50 procent frem mod 2030 samt økologisk landbrug over for konventionelt landbrug.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...