18 voksne og fire børn deltog i fællessvømning i Teglværkssøerne i Gandrup

GANDRUP: Det blev på alle måder et Open Water-arrangement, da foreningen ”24 timer i Hjallerup” lørdag havde kaldt til samling ved Teglværkssøerne i Gandrup. Her var der inviteret til fællessvømning i den største af søerne med 18 tilmeldte voksne og 4 børn.

Trods massivt regnvejr var humøret på toppen hos deltagerne, der trodsede strabadserne på en godt 700 meter lang runde. Alt efter evner og kondition var der forskellige distancer. De yngste havde deres eget heat i form af en kortere rute mod en bøje midt i søen. Overalt assisterede foreningens frivillige fra kajakker eller som svømmende hjælpere i vandet.

Arrangementet blev afviklet i et tæt samarbejde med Gandrup Borgerforening. Sidstnævnte bidrog med grillhygge og salg af diverse forfriskninger.

- Det var et rigtig godt arrangement, fortæller formanden for ”24 timer i Hjallerup”, Johnni Olesen.

- Vi er glade for opbakningen, og vi forventer at kunne gentage Open Water-arrangementet igen i 2020.

Overskuddet fra lørdagens tiltag går til Julemærkehjemmet i Hobro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...