I BYEN: Gerå aktive kvinder og mænd mødtes i Sorensminde til festlig hattefest

GERÅ: I Gerå har man i 15 år haft en forening med navnet GAK. Bogstaverne står for Gerå aktive kvinder og mænd, og den blev stiftet af en håndfuld aktive lokale borgere. Det var dengang kommet på mode med Nordic Walking, men i Gerå kaldte man det bare stavgang.

Foreningen har netop fejret sig selv med en jubilæumsfest, der blev afholdt som ”Hattefest” med tvungen hat som adgangsbillet i Sorensminde i Gerå. Her var foreningen vært ved en lækker tapas-buffet fra Møllehuset Asaa.

Foreningen startede i sin tid med en stiftende generalforsamling, der blev afholdt i pension Ane Kirstine i Gerå. De 15 år er gået med traveture og sociale sammenkomster. I den spæde start havde man indkaldt en instruktør for at få korrekt udnyttelse af den nye sport. Medlemmerne er nu blevet 15 år ældre, og selv om lysten til at gå lange traveture stadig er intakt, har det gode humør i fællesskabet skabt et mere socialt miljø, hvor vandreturene er blevet afløst af hyggelige fællesture ud i det blå. Ofte med besøg i naturen eller til seværdigheder, og tit er det med spisning eller madkurv.

Foreningen har tilpasset sig til medlemmernes ønsker, men formanden hedder stadig Ane Kirstine Serup. Hun indrømmer gerne, at der er stor søgning til foreningens sjove og sociale sammenkomster

- Vores lille forening er stadig i fremgang, og omkring 30 aktive medlemmer var mødt op til ”Hattefesten”, hvor vi fik mad og drikke, så hatten passede, fortæller formand Ane Serup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...