Sol, regn og blæst indrammede arrangement i Hals Golfklub

HALS: August-vejret viste sig fra sine mangeartede sider, da Hals Golf Klub forrige weekend afviklede det årlige klubmesterskab. Lørdagen bød på fint formiddagsvejr, der bidrog til mange gode scores. Eftermiddag indfandt sig med torden og noget der lignede skybrud, hvilket hurtigt satte en stopper for runde to. Søndagens blæsevejr gav herefter et udfald, hvor Steffan Lykke kunne kalde sig samlet klubmester med 154 slag.

Ligeledes blev der kåret diverse årgangsmestre med Tine Mortensen som den bedste i damerækken. Hun vandt med 170 slag. I herrernes seniorklasse var Karsten Bo Nielsen skarpest med 174 slag, mens mid-age-klassen blev vundet af Michael Aagaard Vestergaard med 164 slag. Margit Christensen strøg til tops blandt veterandamerne med 198 slag, ligesom Henrik Pedersen vandt hos veteranherrerne. Han var 173 slag om bedriften.

Klubmesterskabet bød også på en stableford-turnering. Her vandt Henrik Wittorff Kristiansen med 40 point.

Arrangementet var sponsoreret af Sportsshoppen i Hals.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...