21-årig starter portal med ledige lejligheder, huse og erhvervslejemål i Hals

HALS: Tilbage i 2015 startede Frederik Jørgensen fra Hals virksomheden, Bliv Digital Nu. Dengang var han blot 18 år gammel. Nu er han 21 og klar med endnu et erhvervseventyr. I denne uge lancerer han nemlig hjemmesiden, LejLokalt.dk. Der er tale om en udlejningsportal baseret på ledige lejligheder, huse og erhvervslejemål i Hals.

Frederik Jørgensen oplyser, at inspirationen kommer fra facebook-gruppen ”Jeg er fra Hals”.

- Mange har søgt bolig via denne side, så jeg har indset, at der mangler en portal for ledige lejemål i de små byer, lyder det fra Frederik Jørgensen. Han hjælper i forvejen A/S Lund Dal Invest med deres hjemmeside og kender herfra til en masse til lejemål i lokalområdet.

Både private udlejere og udlejningsvirksomheder kan tilgå den nye side. Dermed kan man fremvise de ledige lejemål til alle sidens besøgende. Frederik hjælper gerne med fotografering og oprettelse af lejemålet.

Visionen er, at alle i både Hals, Gandrup og Vester Hassing ved, at de kan henvise til LejLokalt.dk, lyder det fra Frederik Jørgensen.

- Besøgende kan nemt og hurtigt danne sig et overblik over alle ledige lejemål, og herved kan de lokale gøre det nemmere for andre at flytter til området.

Iværksætteri er i øvrigt blot én af Frederiks mange interesser. På listen står også posten som næstformand for den lokale brugsforening, ligesom han studerer økonomi og ledelse på Aalborg Universitet. Og de senere år har han arbejdet på flere ideer.

- Mine venner spørger mig om det samme, hver gang vi mødes ”Hvad går du så og arbejder på nu?”, ”Hvordan går det med virksomheden?” og ”Er du snart millionær?”. De ved, at jeg altid arbejder på et eller andet. Den helt rigtige idé, må jo være derude et sted, konstaterer den unge igangsætter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...