Det vakte en del polemik, da det danske herrelandshold i fodbold for nyligt proklamerede dets holdning til den såkaldte Black Lives Matter-sag. Forud for kampene mod både Belgien og England knælede spillerne i det, der angiveligt var en symbolsk handling mod racisme. Efterfølgende er landsholdet og DBU blevet kritiseret for optrinet. Fra flere sider gives der udtryk for det besynderlige i at støtte en organisation, som fokuserer på racebaseret politivold i USA. Andre kalder det hyklerisk at vise sympati for Black Lives Matter, som herhjemme er repræsenteret ved den kontroversielle Bwalya Sørensen. Endelig mener mange overordnet, at sport og politik skal holdes skarpt adskilt.

Er det i orden, at landsholdet støtter en sådan sag? Vi spurgte forleden nogle borgere.

Stefanie Nieschke:

- Ja, det er det. Kampen mod racisme er jo noget som alle bør kunne bakke op om. Og at landsholdet gør det, kan måske flytte nogle grænser.

Rikke Nielsen:

- Ja, hvorfor ikke? Spillerne er jo forbilleder for mange og det, at de viser deres holdning til problemet kan være med til at ændre noget.

Torben Nielsen

- Nej, det er det ikke. Spillerne er ikke på landsholdet for at støtte en politisk sag. Det må de gøre i deres fritid. Så det er meget kritisabelt.

Mai Madsen:

- Det er slet ikke i orden. Spillerne er jo forbilleder for mange unge mennesker. Så de skal selvfølgelig ikke være politiske. Heller ikke selv om der måske er tale om en sag som alle kan bakke op om.

Anni Jensen:

- Man skal holde skæg for sig og snot for sig. Hvad spillerne mener om det ene eller andet er en privat sag, som de ikke skal ytre sig om i landsholdstrøjen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...