Mere end blot østkystens perle Tur: Asaa-området byder på unik historie, natur og dyreliv

På Asaa Havn og Strand får man dejlige oplevelser for hele familien – især om sommeren, hvor havnen summer af liv og Kattegats milde bølger slår mod den børnevenlige kyst.

Men området ved østkysten byder på mere end havn og strandliv.

Havnen har en unik historie, området syd for vrimler med dyreliv, landskabet vidner om en spændende fortid – og vidste du for resten, at kysten ved Gerå minder meget om Vadehavet?

Havn med eget krebsehav

Vidste du, at Asaa Havn er en af Danmarks meget få ø-havne? Havnen blev anlagt i 1877 af to lokale købmænd. På stedet var der i forvejen en naturlig holm, og derfor byggede man ø-havnen 0,5 km ud fra kysten. Siden da er Asaa Havn blev udbygget ad flere omgange.

Da havnen i Asaa blev anlagt, opstod der en tange syd for havnen, og den lille lagune imellem tange og havn kaldes for Krebsehavet. Havet i området gemmer på både rejer, fladfisk, krabber og muslinger.

Vildtreservat og mini-vadehav

Asaa-Geraa Vildtreservat syd for havnen er et populært sted for natur- og fugleelskere. Det er et område med et fantastisk rigt fugleliv. Her minder kysten om et mini-vadehav, som tiltrækker fugle i massevis. Mere end 250 fuglearter er observeret i området. Store rovfugle som havørne ses hyppigt i området, og Kongeørnen er set enkelte gange. Tag en tur op i et af de to fugletårne ved Asaa.

Her kan du spejde efter fugle i Asaa-Geraa Vildtreservat – eller blot nyde den smukke udsigt.

Længere mod syd, nær Gerå for enden af Strandgårdsvej, finder du det smukke område Borgmestermolen.

Herfra har du et eminent udsyn mod både syd og nord. De fleste fugle ses nord for Borgmestermolen.

Isens kræfter

Områderne Asaa og Gerå vidner om den seneste istid, og landskaberne her blev skabt for ca. 12.000 år siden. Området ligger på det geologiske landskab, som kaldes Littorinafladen.

Littorinafladen opstod, da istidens is smeltede: Den tykke, tunge iskappe, der havde dækket Vendsyssel, trykkede landet ned. Men da isen trak sig tilbage, hævede landskabet sig igen. Den forhenværende havbund blev nu blottet, og den kender vi i dag som Littorinafladen – altså havbund, der har hævet sig over havoverfladen. Størstedelen af Asaa og Gerå ligger derfor på tidligere havbund.

Netop den landhævning er skyld i kystens meget lave vanddybde – en vanddybde, som bl.a. gør Asaa Strand meget lavvandet og derfor børnevenlig, og Asaa-Geraa Vildtreservat til et yndet sted for mange fuglearter. Vendsyssels gamle kystlinje findes nu om dage langt inde i landet, ca. 10-12 m over nuværende havniveau.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...