TURISTER: Også den anden udgave af Turistdag i Asaa trak mange gæster til byen

Selv om vejret ikke just indbød til strand og softice, mødte adskillige turister og fastboende op, da Dronninglund Turistforening i samarbejde med Asaa Havn og Samrådet Østkysten igen holdt åbent hus i Havnehuset på Asaa Havn. De besøgende kunne nyde en kop kaffe og en lækker jødekage, bagt til lejligheden af Lindy Mørkholt Jensen, der ved talrige begivenheder har bevist sin ekspertise på dette område.

Der var ligeledes lejlighed til at få gode råd om turistmuligheder og om bosætning i området. Faktisk kunne Samrådet Østkysten præsentere hele syv gode grunde til at bosætte sig i Asaa.

Glenna Andersen, medforfatter til en ny bog om Jyske Ås, var også til stede og fortalte om de spændende muligheder for vandreture, Jyske Ås byder på. Stand Up padlerne kunne på grund af den hårde vind ikke komme i vandet. Til gengæld boltrede kitesurferne sig og var en fryd for øjet.

Nogle af byens handlende havde ekstraordinært åbent, og der var mulighed for at se alle de nye tiltag på Asaa Camping & Hytteferie.

Arrangørerne af turistdagen besluttede umiddelbart efter at gentage initiativet 5. august kl. 17-20, hvor der også vil være mulighed for at opleve veteranbiler på Asaa Havn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...