Interessen var så stor, at arrangementet gentages 26. juli

ASAA: På trods af at de store sommerarrangementer som hestevæddeløb og havnefestival er blevet aflyst grundet Covid 19, er der alligevel mange ting, der kan tiltrække turister. For at fortælle lidt mere om mulighederne for turister i området har Dronninglund Turistforening i samarbejde med Asaa Havn og Samrådet Østkysten og med støtte fra Brønderslev Kommune holdt turistdag for at informere om mulighederne for oplevelser. Omkring 75 turister og lokale borgere lagde vejen forbi Asaa Havn ved arrangementet, hvilket også byens handlende nød godt af.

Således havde Asaa Træsko og Asaa Potter åbnet deres butikker og værksteder, og KFUM-Spejdernes loppemarked havde åbnet dørene i deres nye lokaler i det tidligere bibliotek midt i byen. Desuden var der mulighed for at se alle de nye tiltag på Asaa Camping & Hytteferie.

På havnen havde havnemuseet åbent, og på pladsen bag museet viste lokale kreative borgere deres arbejder frem. I og omkring Havnehuset blev de besøgende budt på kaffe og rundstykker, som den lokale vinterbadeklub stod for. Der var masser af information om alle de spændende muligheder, området byder på for både turister og fastboende, og også dejlige naturoplevelser. Det hele blev suppleret med inspirerende brochuremateriale, der også omfattede syv gode grunde til at bosætte sig i Asaa.

Arrangørerne af Turistdagen besluttede umiddelbart efter afslutningen at gentage succesen 26. juli. Her vil der igen blive budt på en kop kaffe sponseret af Café Hawblik.

Dagen inden, altså lørdag 25. juli, er der igen arbejdende værksted i Jernstøberiet med en række forskellige kunsthåndværkere, som maler akvarel, maler Asaa-måger, laver glasperler, spinder garn, knipler, snitter i træ, laver blomsterdekorationer, fremstiller smykker, hækler, laver patchwork samt hånd- og maskinstrik.

Nævnes skal det også, at ”Pingvinerne”, der er Gerå Engvejs Gadeorkesters hornblæsere, hver onsdag kl. 21 laver en smuk og festlig hymne til flaget, som spilles ned ved statuen ”Mod Hjemve”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...