Lastbil-simulator besøger 24. august Hals Skole

Transportbranchens specialdesignede truck med indbygget lastbil-simulator besøger 24. august Hals Skole som en del af et landsdækkende roadshow. Her kan eleverne prøve kræfter med chaufførjobbet og samtidig få viden om mulighederne bag rattet.

Det oplyser Transportens Udviklinsgfond i en pressemeddelelse.

Roadshowet er en del af kampagnen ”Job i transport”, som 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) står bag.

Det landsdækkende roadshow har siden april 2016 besøgt folkeskoler, efterskoler, produktionsskoler og erhvervsskoler over hele landet for at give de unge et indblik i transportbranchen.

Den store Mercedes-truck indeholder blandt andet en simulator, der skal give et realistisk billede af oplevelsen bag rattet i en lastbil. Roadshowet har allerede besøgt over 600 skoler rundt om i landet, og mere end 40.000 elever har haft glæde af den specialdesignede lastbil.

Baggrunden for roadshowet er, at gennemsnitsalderen i den danske godstransportbranche er høj, så inden for få år vil der opstå mangel på chauffører.

Når den store truck turnerer rundt på skolerne, har den et helt særligt budskab med til de unge piger: Der skal flere kvinder i førersædet. I Danmark er det nemlig kun 2 ud af 100 lastbiler, der føres af en kvinde. Det placerer godstransporten blandt de brancher med færrest kvindelige medarbejdere.

- Hvis vi skal ændre synet på lastbilchauffører, der generelt ses som et ”mandefag”, skal vi starte helt nede i folkeskolen. De unge piger skal se godstransportbranchen som en mulighed. Der er mange myter om, at kvinder ikke kan køre lastbil. Vi ved, at chaufførjobbet er velegnet til kvinder, skriver Transportens Udviklingsfond.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...