Socialdemokratiet i Brønderslev Kommune er i gang med at vælge partiets næste borgmesterkandidat

BRØNDERSLEV: Selv om det først er 21. november næste år, der er kommunalvalg, er man hos Socialdemokratiet i Brønderslev i fuld gang med at finde den kandidat, der skal forsøge at fravriste borgmester Mikael Klitgaard posten. Tre kandidater har meldt sig, og det er Jette Ramskov, Bettina Kjeldsen og Lars Bisgaard Andreasen.

- Det er tre meget kvalificerede kandidater, fortæller Steen Christensen, formand for Fællesledelsen.

- Det har været et godt og spændende forløb med stor interesse fra vore medlemmer. Vi har netop afholdt møder i både Brønderslev og Dronninglund, hvor kandidaterne kunne præsentere sig selv over for medlemmerne. Her mødte knap 80 op for at lytte og stille spørgsmål og på den måde lære kandidaterne lidt bedre at kende, fortæller formanden, der videre oplyser, at det er nu op til medlemmerne at vælge borgmesterkandidaten.

- For første gang nogensinde sker det elektronisk. Der er fra partikontoret i København meget stor interesse og derfra følger man afstemningen tæt, fortæller Steen Christensen.

Medlemmerne kan nu frem til 8. februar stemme på den foretrukne kandidat. Hvis en kandidat får over 50 pct. af stemmerne, er vedkommende valgt. Hvis ingen får over 50 pct. af stemmerne i første omgang, skal der være omvalg blandt de to med fleste stemmer.

- Også omvalget vil komme til at foregå elektronisk. Det er virkelig en god ting. Det er meget nemmere og billigere i forhold til tidligere, hvor vi skulle sende breve ud og bruge masser af tid og penge. Det her er nemt og smart, slutter Steen Christensen.

Det er tre erfarne socialdemokrater, der er klar til at tage kampen op om borgmesterposten. Jette Ramskov har således siddet i byrådet i henholdsvis Dronninglund og Brønderslev i 12 år. De seneste ti år har hun været medlem af regionsrådet, hvor hun er formand for psykiatriudvalget og desuden sidder i en række andre udvalg. Hun er desuden leder af plejecentrene i Øster Brønderslev og Klokkerholm.

Bettina Kjeldsen er i gang med sin første periode i byrådet, hvor hun er medlem af beskæftigelsesudvalget og børne- og skoleudvalget. Hun bor i Brønderslev og er ansat hos 3F i Aalborg.

Tredje kandidat er Lars Bisgaard Andreasen, der er i gang med sin anden periode i byrådet. Han er medlem af social- og sundhedsudvalget samt børne- og skoleudvalget. Han bor i Brønderslev, har sin egen virksomhed og fungerer ligeledes som handelschef i Brønderslev.

På de to medlemsmøder fik de tre kandidater rig lejlighed til at præsentere sig selv og til at besvare spørgsmål fra medlemmerne. Her var der ifølge Steen Christensen stor spørgelyst, hvor de gennemgående spørgsmål i høj grad gik på, hvordan kandidaterne havde tænkt sig at markere sig, så de ville blive i stand til at slå Mikael Klitgaard. Der var desuden spørgsmål om beskæftigelse, grøn omstilling, vækst og endelig om, hvordan man bekæmpet det skel, der er mellem øst og vest i kommunen.

Det er nu op til medlemmerne af Socialdemokratiet at vælge borgmesterkandidaten. Resultatet kender vi måske den 9. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...