2019 har budt på mange oplevelser for søspejderne, der blandt andet var med på første etape af Tall Ships Races

HALS: Hals Søtrop kan vanen tro se tilbage på et aktivt år.

Et af de væsentligste pejlemærker var den mulighed, som tilfaldt seks af de ældste søspejdere. De var således med på første etape af Tall Ships Races, der som bekendt blev skudt i gang i Aalborg. Søspejderne var med som trainees på to hollandske skibe på turen mod Frederikstad i Norge. De kan se tilbage på en fantastisk tur, hvor sproget ombord var engelsk, idet der var mange nationaliteter med. Undervejs havde de lokale trainees masser af opgaver. Blandt andet diverse vagter, hvor der skulle sættes sejl og holdes øje med sejladsen. Der skulle også vaskes op – nogle gange i timevis efter selskaber ombord på skibet. Undervejs fik de unge sejlere fra Hals også lov til at klatre op i den 40 meter høje mast – naturligvis med sikkerhedsline.

Forud for deltagelsen i Tall Ships-sejladsen havde spejderne fået sponsoreret Gill-sejlertøj, så de var godt klædt på til turen. Hals Jollelaug, Lions Club Hals Sophie Hedvig, KJ Auktioner, Sparekassen Vendsyssel og Sportsshoppen Hals stod bag sponsoratet.

Hen over sommeren har Hals Søtrop i øvrigt sagt goddag til flere nye medlemmer, og der har været travl aktivitet med sejlads i kajakker og optimistjoller. Og i vintermånederne har der været gang i udskiftningen af indvendig materiel i bådene. Til renovering af de seks optimistjoller, to Europajoller og sejlskibet Nordvest 24 har foreningen modtaget midler fra DUFs Lokalforeningspulje.

Derudover har foreningen modtaget midler fra Hals Søs Venner, Hals Antenneforenng, Sct. Georgs Gilderne og DUFs Lokalforeningspulje.

Ligeledes har der vanen tro været solid opbakning fra spejdernes forældre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...