Boligselskab holdt rejsegilde på 21 nye boliger i Vester Hassing

VESTER HASSING: Det skrider planmæssigt fremad med opførelsen af 21 nye almene lejeboliger på Nåleøjet i Vester Hassing. Tirsdag middag havde bygherren i skikkelse af Sundby-Hvorup Boligselskab kaldt til samling til rejsegilde på byggeriet, som ventes endelig klar til indflytning til august.

Håndværkere, arkitekter og ingeniører havde sammen med kommende beboere, ejendomsfunktionærer og andre indtaget en af de nye boliger til arrangementet. Her slog direktør hos Sundby-Hvorup Boligselskab Jens Erik Grøn fast, at byggeriet efterhånden begynder at få sit endelige udtryk.

- Jeg tænker, at disse sorte, lave huse i træ passer perfekt til naturen og det skrånende terræn, sagde han og bemærkede, at de nye huse opføres i gedigne materialer med træfacade og ståltag. Alle boliger har gennemlyste køkken/alrum og stuer. Mens der opføres 14 boliger på hver 75 kvadratmeter, så etableres der også syv styk på hver 90 kvadratmeter. Alle boliger får eget udhus, ligesom de kommende beboere kan se frem til et fælles orangeri.

Frede D. Nielsen er totalentreprenør på byggeriet, der har arkitekt- og ingeniørfirmaet, Norconsult som bygherrerådgiver.

Projektet er budgetteret til 33 mio. kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...