Dronninglund Kunstcenter har succes med at formidle kunsten på en anderledes og mere personlig måde ved at arrangere kunstneraftener, hvor to af de udstillende kunstnere fortæller om deres liv, syn på verden og ikke mindst deres kunst. I fredags var det billedhuggerne Jytte Høeg og Henning Elving, der i ord og små videoer beskrev deres arbejde med kunsten og senere guidede gæsterne gennem udstillingen, mens de fortalte om værkerne, kunstnerne bag og krydrede det hele med små anekdoter.

Jytte Høeg, der bl.a. laver skulpturer i bronze, fortalte om det store arbejde og de mange arbejdsprocesser, der ligger bag et kunstværk i bronze, og hvorfor den slags skulpturer er så kostbare. Hun havde medbragt en lille film, der viste hele processen. Gæsterne spurgte interesseret ind til detaljer i processen.

Henning Elving var også dygtig til at fortælle om sit arbejde med kunsten, om flytningen fra København til Jylland og om at skulle starte helt forfra igen med nyt netværk.

Når man så dertil føjer et veldækket ostebord, rødvin og hyggeligt samvær, var det ikke uden grund, gæsterne nød aftenens arrangement, der blev gennemført med støtte fra Statens Kunstfond.

Hvis man vil nå at se den meget roste og velbesøgte udstilling ”Det er ganske vist…”, så er det ved at være sidste chance. Udstillingen slutter søndag 27. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...