Dronninglund Tennisklub har afsluttet sæsonen efter et underligt år, hvor det på grund af corona ikke været muligt at afholde klubmesterskaber for alle rækker. Det lykkedes dog at spille om følgende mesterskaber:

Dame B: Nr. 1 Susanne Lund over Else Larsen. Herre A: Nr. 1 Henrik Andersen over Erik Nielsen. Herre B: Henning Haslund.

- Det blev en fin eftermiddag med spændende finalekampe og efterfølgende hygge med suppe og uddeling af præmier og fiduspokaler, fortæller klubbens formand, Karen Axen.

Britta Secher fik tildelt damernes fiduspokal for gennem mange år trofast at dække bord og være behjælpelig ved sociale arrangementer, ligesom hun stadig mestrer tennisspillet, når der spilles doublekampe.

Herman Timmers fik herrernes fiduspokal som tak for ihærdig indsats i baneudvalget og for at udbedre og forbedre inventar i klubhus, og hvor der ellers trænger. Herman er ligeledes trofast spiller på tirsdagsholdet.

- Når vi ser tilbage har det trods alt været en god sæson på trods af de mange begrænsninger. Vi er naturligvis kede af, at det kun blev muligt at gennemføre turneringen med dameholdet, der bestod af Birgitte Axen, Mona Bonderup og Lene Skov Kaptain. De vandt til gengæld af deres JTU-række, slutter Karen Axen, der videre oplyser, at der kan spilles på banerne til 17. oktober, hvorefter der lukkes ned for anlægget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...