Efter en lukkeperiode på to uger kan vi nu igen komme af med vores affald på genbrugspladserne

DRONNINGLUND: Tirsdag formiddag klokken 10 genåbnede genbrugsstationerne efter at have været lukket i to uger. Mange har på de sociale medier udtrykt deres utilfredshed med lukningen, og forventningen var derfor, at folk ville strømme til med affald lige fra starten. Det skete imidlertid ikke på genbrugspladsen i Dronninglund. Der var pænt besøg, men absolut ikke kødannelser på noget tidspunkt. To medarbejdere fra AVV, Hanne Nielsen og Mogens Hovaldt, stod klar ved porten for at rådgive, vejlede og sørge for, at der ikke kom for mange ind på pladsen samtidig. Vi skal jo fortsat holde afstand.

- Det går stille og roligt, kunne Mogens Hovaldt konstatere en halv time efter åbningen.

- I øjeblikket er der seks biler inde på pladsen, og vi må lukke 25 ind ad gangen, så det går uden problemer, sagde Hanne Nielsen.

- Mange har sikkert tænkt, der ville være så stor tilstrømning her ved starten, at det var umuligt at komme til, og så venter de til de kommende dage, sagde Mogens Hovaldt.

Mange af de fyldte trailere indeholdt som forventet haveaffald, men der var også andre slags affald.

- Vi har revet et gammelt skur ned, så det er det, jeg kommer med, sagde Simon Jensen fra Agersted, mens han tømte sin trailer.

- Det var råddent og skulle bare fjernes, så det er dejligt, at genbrugspladsen er genåbnet, sagde han.

Også Ann Cathrin Pedersen var godt tilfreds med genåbningen.

- Vi har lavet ny indkørsel og sorteret og smidt væk, så det er skønt, at vi kan komme af med det. Det er dejligt, sagde hun, mens hun arbejdede på at tømme sin trailer.

Starten var altså i Dronninglund stille og rolig, men der vil uden tvivl den kommende tid blive travlt på alle genbrugspladser. Mange har i øjeblikket tid til at rydde op og sortere, og det giver masser af affald.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...