Ulsted og VHG/GS torsdag tørnede sammen i fodboldenes serie 3

ULSTED: Det blev vanligt tæt, da to af rivalerne på den lokale fodboldscene, Ulsted og VHG/GS, torsdag aften tørnede sammen i serie 3. På Ulsted Stadion vandt gæsterne 1-2 efter en pauseføring på 0-1. Efter de første 45 minutter var der ingen, der kunne misbillige dét resultat.

VHG/GS sad tungt på opgøret og havde masser af åbne chancer. Ulsted formåede kun i ringe grad at bremse modstandernes opspil, hvilket gjorde det let for udebaneholdet at spille sig igennem på flankerne. Jesper Andreas Christiansen satte i det 28. minut trumf på chancefordelingen ved at flugte bolden i nettet fra kanten af straffesparksfeltet.

Det lignede en tidlig afgørelse, men efter pausen kom hjemmeholdet meget bedre med. Ulsted fik styr på pasningerne og fik samtidig stoppet det flydende opspil hos VHG/GS. Belønningen kom hurtigt og fem minutter efter sidebyttet skabte Marc Madsen balance.

Siden bølgede spillet frem og tilbage, om end VHG/GS overordnet var mest målfarlige. Således var det også fortjent, at gæsterne snuppede sejren. Kalle Nyby sørgede for dette faktum i det 71. minut, og dermed manifesterede gæsterne positionen som nummer et i rækken. VHG/GS har 22 point for 8 kampe. Ulsted er nummer 3 med 15 point i behold.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...