En flok ældre i Hjallerup træner, så sveden springer hver torsdag formiddag

HJALLERUP: Efter at have holdt pause i seks måneder kunne foreningen Sport for Sjov i Hjallerup endelig i sidste uge komme i gang igen. Det var noget, de mange deltagere havde set frem til, og ikke færre end 40 mødte op i Hjallerup Idrætscenter for at få sved på panden på en sjov og hyggelig måde. Foreningen havde før coronakrisen op mod 80 medlemmer.

- Vi er alle sammen ældre, og et par af os er faktisk over 90, men de fleste er nok i 70-erne. Alle kan være med, for man bestemmer selv, hvad man kan holde til. Man deltager efter evne og lyst, fortæller Else Marie Pedersen, der er formand for foreningen i Hjallerup. Der er nu startet Sport for Sjov i Klokkerholm, Dronninglund og Asaa, men det startede i Hjallerup, hvor det nu har kørt i 16 år.

- Jeg kom først med, da jeg gik på pension, så jeg har været med i syv år og nyder det. Vi mødes hver torsdag kl. 10 og starter med 20 minutters opvarmning, hvorefter vi går ud til de aktiviteter, vi ønsker at deltage i. Vi slutter godt 11, fordi der er en del, der ønsker at komme i bad. Det hele slutter med en kop kaffe og en snak, og kl. 11.30 er det hele slut, fortæller hun og oplyser, at der er Sport for Sjov 15 gange i efteråret.

- Vi har planlagt julefrokost til 10. december, men det er jo ikke til at vide, om vi kan afholde den. Vi er sikkert en 50-60 stykker, og det er jo svært at holde afstand, så vi må vente og se, om det bliver muligt. Det håber jeg, for det sociale betyder jo også meget for vores sundhed, siger hun, mens den fælles opvarmning efterhånden er afsluttet, og de enkelte deltagere bevæger sig ud til den aktivitet, de vil deltage i. Der er nok at vælge imellem, for der er både badminton, floorball, træning i motionscenteret, bordtennis og seniorvolleyball.

Foruden motion- og idrætsaktiviteterne i Hjallerup Idrætscenter tilbyder Sport for Sjov også stavgang hver mandag kl. 9.30, krolf mandag kl. 14 og krocket onsdag kl. 13.30.

- Vi er normalt omkring 80 medlemmer, men vi vil altid gerne være flere. Alle er velkomne til at komme og prøve vores forskellige tilbud. Senioridræt er ikke farligt, for man sætter selv sine grænser og

holder pause, når det er nødvendigt, slutter Else Marie Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...