I sidste måned fortalte vi her i avisen om det nye tiltag, der gør, at medlemmer af Ældre Sagen kan få gratis hjælp til små gøremål i hjemmet via frivillige med hænderne skruet godt på. Den såkaldte Handymand-ordning er først og fremmest møntet på praktiske problemer af håndværksmæssig karakter. Men forleden fik Lissy Flyvbjerg, der bor på havnen i Hals, ufrivilligt besøg af en svane, der havde forvildet sig ind i hendes lille gårdhave. Her kunne den ikke umiddelbart komme fra igen, og hvad gør man så? Tja, man ringer såmænd efter handymand John Kulebjerg, der straks rykkede ud. Med telefonisk bistand fra Dyrenes Beskyttelse kunne John Kulebjerg komme til dyret, der ikke havde taget skade af nødlandingen. – Jeg har aldrig prøvet at håndtere en svane, men jeg fik den beroliget og hjulpet ud, så den igen kunne nyde friheden. Det var i øvrigt et dejligt dyr, der lod til at sætte pris på hjælpen, forklarer John, der således understreger, at Ældre Sagens handymænd assisterer både dyr og mennesker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...