Flere år med underskud og egenkapitalen er næsten brugt op

HALS: SuperBrugsen i Hals lukker og omdannes til en Fakta-butik.

Det står klart efter en ekstraordinære generalforsamling mandag aften i aulaen på Hals Skole. Her var 107 stemmeberettigede på plads for at tage stilling til bestyrelsens forslag om at lade Coop overtage bygninger, varelager og gæld. 106 af de fremmødte stemte ja til forslaget, mens en enkelt stemte nej.

Ligeledes overtager Coop personaleaftalerne således, at de ansatte tilbydes stillinger i en kommende Fakta-butik i Hals eller i andre Coop-butikker. Hvis dette ikke er muligt, er Coop forpligtet til at hjælpe medarbejderne videre på anden vis.

Baggrunden for beslutningen er, at SuperBrugsen Hals i årevis har kørt med underskud. Den økonomiske situation med en likviditet tæt på nul og en opbrugt egenkapital har gjort det nødvendigt at tage skridt til at undgå en konkurs. Aftalen træder i kraft per 1. september. Dog har Coop betinget sig, at der etableres et nyt indgangsparti mod den nærliggende busstation.

Ved den ekstraordinære generalforsamling var der en del spørgsmål fra de fremmødte. Blandt andet om fremtidsperspektivet for en Fakta i Hals, hvor en tilsvarende butik tidligere har drejet nøglen om. Bestyrelsen understregede dog, at den hedengangne Fakta-butik var mindre, og at der dengang var større dagligvarekonkurrence i Hals. Ligeledes kom det frem, at bestyrelsen har haft kontakt med andre kæder med henblik på en overtagelse. Dog uden gensidig interesse.

Udover forslaget om en overdragelse til Coop, så skulle der også stemmes om en opløsning af den mere en 100 år gamle Hals Brugsforening. Dette var der ligeledes stor opbakning til. Således stemte 103 ja, 2 stemte blankt og en enkelt stemte nej. Inden en opløsning kan realiseres, skal der dog stemmes endnu en gang. Derfor indkaldes yderligere til en ekstraordinær generalforsamling i august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...