En enig, men ærgerlig styregruppe har valgt at udsætte årets stafet til 4. og 5. september 2021

DRONNINGLUND: Regeringens og Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forbindelse med corona gør det umuligt at holde Stafet For Livet i Naturparken sidst i august. Forberedelserne var ellers i gang

- Det er så ærgerligt.

- Forberedelserne var i fuld gang, og arbejdsgrupperne har været ivrige efter at skabe rammer for endnu en fantastisk oplevelse for fightere, pårørende, deltagere og tilskuere i Naturparken i Dronninglund.

- De forberedelser må komme stafetten til gavn i 2021 i stedet, understreger formand for Stafet For Livet Dronninglund, Lone Møller.

Hun bakkes op af tovholder for fighterne Belinda Bratholt Hansen.

- Vi har glædet os til stafetten, siden vi begyndte planlægningen, men vi er også meget bevidste om, at kræftsyge i høj grad er udsatte, hvis de bliver smittet.

- Så af hensyn til både Fighterne, andre deltagere og hjælpere vil vi ikke risikere noget uanset hvad, siger tovholderen.

- Stafetten er dog kommet for at blive, supplerer Lone Møller.

- Selv om arrangementet er forholdsvis nyt med kun to afviklede stafetter, har det allerede været med til at skabe en stærk følelse af fællesskab og nærvær blandt deltagerne, fighterne og gæsterne.

- Derfor betyder det også meget, at vi allerede nu kan melde ud, at den næste stafet bliver 4. og 5. september 2021. Det giver fightere, holdkaptajner og deltagere mulighed for at sætte kryds i kalenderen, så de stadig kan støtte op om den gode sag, fortæller Lone Møller.

Selv om stafetten i år er aflyst, vil det stadig være muligt at støtte Stafet For Livet og dermed Kræftens Bekæmpelse. Det kan man blandt andet gøre på hjemmesiden for Stafet For Livet Dronninglund, hvor man kan tænde sit eget lys og skrive et navn eller en hilsen til de personer, man gerne vil støtte eller mindes. Lyset vil så brænde frem til næste stafet i 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...