Ny type arrangementer, hvor børn og voksne laver aktiviteter sammen

ULSTED: Mens opbakningen til holdbaserede idrætsaktiviteter generelt er dalende over hele landet, så forsøger Ulsted Boldklub og Ulsted Samråd nu i fællesskab at skabe mere liv i Ulsted Hallen. Under overskriften Sport, leg og hygge er der planlagt otte samlinger hen over vinteren.

Ideen er, at både børn og voksne skal kunne mødes på uforpligtende grundlag med henblik på at skabe sociale relationer omkring leg og idræt. Håbet er samtidig at styrke de yngstes interesse for de lokale idrætstilbud.

Lørdag var der premiere på tiltaget, der er støttet med 15.000 kr. af Sparekassen Vendsyssels Fond, Ulsted.

- Vi har skruet det sådan sammen, at børn over tre år betaler et kontingent på 50 kr., der rækker til alle arrangementerne, fortæller Søren Brix Kjelgaard fra Ulsted Samråd.

- Og for at undgå, at der blot bliver tale om en pasningsordning, så skal børn være ifølge med voksne. På den måde håber vi at få aktiveret hele familien.

Han bakkes op af Tina Rebsdorf Simonsen fra Ulsted Boldklub.

- Vi har nogle rigtig fine faciliteter, som bruges alt for lidt. Vi håber, at det her kan styrke interessen for at dyrke idræt og på længere sigt måske skabe flere aktiviteter i Ulsted Hallen.

Et halvt hundrede børn og voksne havde fundet vej til lørdagens arrangement. Det næste i rækken finder sted 24. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...