Hals Skytteforening bød på gratis skydning for børn og voksne

HALS: Der var solidt rykind, da Hals Skytteforening gik julen i møde med åbent hus i kælderen under klubhuset. Her var der mulighed for at teste interessen for den ædle disciplin i form af gratis skydning for både børn og voksne.

- Vi har nogle ret fine forhold som vi gerne vil vise frem, fortæller Lars Jakobsen fra Hals Skytteforening.

- I kælderen har vi ti baner på hver 15 meter. Vi har for nylig fået økonomiske midler af Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals til indkøb af nye pistoler. Og generelt har vi det bare hyggeligt i foreningen, når vi mødes hver onsdag til skydning, tilføjer Lars Jakobsen. Han slår i samme forbindelse fast, at der er plads til flere medlemmer.

- Hvis behovet viser sig, kan vi også åbne for skydning om mandagen. Skydning er en sport, der styrker evnen til at koncentrere sig. Så på den led er det også gavnligt for børn og unge, fastslår Lars Jakobsen.

Udover lokalerne under klubhuset har Hals Skytteforening også udendørs skydning på programmet. Det foregår på skydebanen ved Nordmandshage.

Onsdagens åbent hus-arrangement blev krydret med gratis slikposer til børnene. Endvidere var der kage og kaffe på kanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...