Gymnasiet sendte alle de nye 1.g’ere på skole i Storskoven

DRONNINGLUND: En af de mest fasttømmerede traditioner på Dronninglund Gymnasium er skovskolen for de nye 1.g’ere, og den tradition kunne coronaen ikke stoppe. Til forskel fra de andre år sov eleverne denne gang i to-mandstelte, og der var sprit her og der og alle vegne samt behørig afstand.

Det var dog ikke nye regler og ændret adfærd, der skilte årets tur ud fra alle de mange andre ture. Det var en operastemme! Under kåringen af skovens konge og dronning trådte Nanna Olsen fra 1e frem med sin sopranstemme og sang den smukke og bevægende arie ”Lascia ch’io Pianga” af Händel fra operaen Rinaldo. Ikke blot eleverne forstummede, men skoven tav, og tiden stod stille. Skovdronningen var fundet.

Skovens konge blev Peter fra 1b, som ligeledes imponerede med sang og guitar bakket op af mandskor fra resten af klassen.

Ellers var det vejrguderne, der legede tagfat med eleverne. Afgangen fra gymnasiet skete i strålende solskin, mens ankomsten til Rosenholthytten foregik i styrtende regn. Nogle havde taget regntøj med, andre blev gennemblødte, men det skyllede dog ikke humøret væk, og snart var lejren bygget op. 1a vandt prisen for bedste lejrbyggeri med bord-bænkesæt, skraldestativ med affaldssortering, tørresnor og læskur til bagage.

På grund af corona overnattede eleverne i to-mandstelte, Mange i gule festival-telte med meget begrænset plads, så der var en del lange fødder, der stak ud af de ikke helt vandtætte telte. Ingen brokkede sig dog.

På andendagen havde et hold af idræts- og biologilærere arrangeret opgaveløb med forskelligartede opgaver, hvor fællesskab og samarbejde var i fokus. Der var forhindringsløb i skoven, Lego-byggeri i blinde, gæt og grimasser, et-hjulet cykel i kombination med rugbrødsspisning og stafet i meget store gummistøvler samt et spændende og meget anderledes orienteringsløb i skoven. For nogle af eleverne blev løbet lidt længere end planlagt. De for vild og måtte ringe ’hjem’.

Der var selvfølgelig også den faglige vinkel med biologi i praksis. Det gjaldt en undersøgelse af livet i søen og efterfølgende udforskning af alle de små kravl under et mikroskop.

Den sidste aften var der underholdning, hvor alle klasserne skulle bidrage med et fælles indslag, og aftenen sluttede med kædedans oplyst af de mange lejrbål. Det var heller ikke set før, så her er der lagt op til en ny tradition.

Efter den fælles oprydning fredag formiddag, hvor skoven blev efterladt så god som ny, gik det ellers hjemad i øsende regn mod gymnasiet med højt humør, men på meget trætte ben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...