Formanden håber på flere tilskuere nu, hvor Tall Ships Races og Nibe Festival er overstået

HALS: Vejrliget har sat sit præg på de første forestillinger i årets udgave af Skansespillet. ”Alice i Eventyrland – Bag Spejlet” spiller for tiden på friluftsscenen i Hals, hvor publikumstallet foreløbig har været blandet. Det fastslår formanden for Skansespillet, Flemming Pedersen.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en del tomme stolepladser. Men det er også svært at konkurrere mod både Tall Ships Races og Nibe-festival. I den kommende uge sker der knap så meget. Så håber vi på flere udsolgte forestillinger, beretter formanden. Han udtrykker ellers stor tilfredshed med opsætningen.

- Det er et rigtig flot stykke. Alt er i top – fra sang og replikker til kulisser og kostumer. Så vi er fortrøstningsfulde og forventer overordnet en succes, forklarer Flemming Pedersen.

”Alice i Eventyrland - Bag Spejlet” er baseret på Lewis Carrolls klassiker. Historien handler om pigen Alice, der under et spil skak hives ind gennem et spejl til en eventyrverden. Her møder hun et væld af figurer – blandt andre den ondskabsfulde dronning, den hvide Ridder, løven og enhjørningen. ”Alice i Eventyrland” er spækket med musikalske klassikere, der akkompagneres af et professionelt orkester. Sidstnævnte ledes af kapelmester Martin Kjeldgaard. Forestillingen er instrueret af Louise Rømhild, mens Torben Skov står i spidsen for koreografien.

Hovedrollen som Alice spilles af Marie Louise Forup Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...