SOMMERLIV: Det bliver fodbold på den sjove måde, når DIF inviterer til sommerevent på Dronninglund Stadion

Fodbold skal være sjovt, og med det udgangspunkt arrangerer DIF Fodbold sommerevent 30. og 31. juli på Dronninglund Stadion i tidsrummet kl. 9. til 13. Arrangementet er for 7 til 14-årige piger og drenge, og det er gratis at deltage. Der er kun plads til 60 hver dag, og man kan kun deltage en af dagene, så man skal nok være hurtig med at melde sig til. Det sker på klubbens hjemmeside.

- Begge dage afvikles efter samme koncept med fokus på fodbolden med sjov og leg samt træningsredskabet M-Station, hvor man på sin smartphone bliver en aktiv medspiller og deltager, fortæller formanden for DIF, Flemming Kvist.

- Den runde fodbold kommer til at trille max, og desuden vil vi byde på motoriske øvelser, agilitybaner, masser af afslutninger og smarte driblinger, så det bliver virkelig fodbold for sjov, fortæller Flemming Kvist, der også understreger, at arrangementet afholdes efter gældende regler for Covid-19 og sommerferieaktiviteters retningslinjer.

Man skal i øvrigt huske praktisk tøj, egen drikkedunk og madpakke til dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...