Mange nyder fred og ro på havnen i Hals

HALS: Det er tid for de store stimer af sildetræk i Limfjorden. Det mærkes på lystfisker-aktiviteten på havnen i Hals, hvor der for tiden er ganske mange, der prøver lykken.

Også havørred, hornfisk og andre attraktive spisefisk er i spil, når snøren kastes i vandet. Det kan Poul Brigsted og datteren Lærke tale med om. De var forleden på havnen efter fortrinsvis sild.

- Det her er bare et rigtig godt sted at fiske. Godt nok er der sikkert flere, der fisker på molen i Nørresundby, men dér er der ikke den samme ro og fred, lyder det fra Poul Brigsted.

Han og familien bor i Horsens, men Hals-området er et yndet fiskested. Og kombineret med et sommerhusophold i Hals, er det som han selv siger - oplagt at tage fiskestangen med på havnen.

Samme idé havde vennerne Mattias Pedersen og Kristian Laustsen – begge fra Aalborg fået.

Også de foretrækker Hals fremfor de befærdede moler i storbyen.

- Vi tager ofte til Hals. I går fangende vi en havørred, men lige nu gælder det sild, forklarer Mattias, mens han sætter et stykke agn på sildeforfanget.

Det er dog ikke kun molen, der bruges som fiskeplads.

I disse dage driver ganske mange joller også rundt ud for havnen med håbefulde lystfiskere om bord.

I øvrigt skulle de to gamle isbrydere på Hals Havn, Danbjørn og Isbjørn bidrage til glimrende fiskevand.

Forleden havde flere af havnens lystfiskere i hvert fald held med at fange mange sild i det rolige, skyggefulde område mellem skibene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...