Viceskoleleder Jens Ravn takkede af efter 41 år på Ulsted Skole

ULSTED: Sidste skoledag inden sommerferien blev speciel for alle på Ulsted Skole. Således var fredag også sidste arbejdsdag for en levende institution på skolen. Viceskoleleder Jens Ravn takkede således af efter 41 års virke på stedet. Det blev naturligvis ikke forbigået i stilhed.

Fra morgenstunden var Jyllensgade pyntet med flag, ligesom Jens Ravn blev modtaget i skolegården med sang og musik. Efterfølgende var der samling i gymnastiksalen, hvor de forskellige årgange hver bidrog med et afskedsindslag til den vellidte lærer. Nogle havde lavet plancher og videoindslag, andre bidrog med gaver. Blandt andet modtog Jens Ravn et nyt kaffekrus. Han er nemlig kendt for altid at glemme sin kop rundt omkring på skolen. Og så var der ellers kram og knus i massevis. Jo, der blev taget behørigt afsked med en tydeligt rørt Jens Ravn.

Han kom i øvrigt i sin tid til Ulsted Skole efter 4 års ansættelse på Dybvad Skole. Forinden kendte han dog Ulsted Skole særdeles indgående. Jens Ravn er søn af det tidligere lærerpar Anthon og Kristine Ravn, og faktisk kom han til verden i den hedengangne lærerbolig, hvor der i dag er undervisningslokaler.

- Så det var selvfølgelig helt specielt for mig at blive lærer på Ulsted Skole, erindrer den vordende pensionist.

- Jeg har altid været glad for at mit arbejde her på skolen, og jeg kunne sagtens være fortsat længe endnu. Jeg kommer til at savne alle de glade børnestemmer og mine dygtige kolleger. Men jeg glæder mig også til fremtiden og til blandt andet at få mere tid familien.

Seancen i gymnastiksalen blev fulgt op med servering af kagemand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...