Vinterbadeforening har indviet deres nye saunafaciliteter

HALS: Medlemmer af vinterbadeforeningen "Sælhundene" i Hals kan fremover glæde sig over moderne saunafaciliteter på den formentlig bedste placering i havnebyen. Den nybyggede sauna klods op ad jollehavnen blev søndag indviet efter alle kunstens regler.

I rigtigt vinterbadervejr med bidende kulde og blæst kunne formand, Steen Lund Sømod slå fast, at projektet har været mange måneder undervejs. Saunaen er i høj grad etableret med hjælp fra frivillige, ligesom diverse sponsorer har bidraget med alt fra pengegaver til rabat på håndværkertimer.

- Uden jeres hjælp ville der ikke stå en sauna her i dag, lød det fra formanden. Han hæftede sig også ved, at ny forskning peger på, at vinterbadning har en gavnlig effekt på fedtreducering.

- Hvem ved - måske kan vi efter nytår opleve en stor tilstrømning af nye medlemmer til klubben, tilføjede Steen Lund Sømod.

Den nye sauna har plads til omkring 25 personer. Det svarer nogenlunde til antallet af vinterbadere i "Sælhundene".

I forlængelse af indvielsen havde både medlemmer og ikke-medlemmer mulighed for at teste den nye sauna.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...