Ulsted har fået en ny klinik

ULSTED: En sund sjæl i et sundt legeme. Sådan lyder en velkendt talemåde. Kroppens fysiske tilstand er nært forbundet med mental velvære. Oldtidens kinesere var blandt de første til at forstå sammenhængen og basere deres lægevidenskab på netop det faktum. Akupunktur, der netop er udviklet i Kina, er bredt anerkendt som et komplet behandlingssystem til såvel fysiske smerter som psykiske problematikker.

Og i Ulsted har Sara Cristoffanini for nyligt slået døren op til sin helt egen behandlerklinik, hvor netop akupunktur er en af overskrifterne. ”Krop og Sind”, som klinikken hedder, er indrettet i tilknytning til Saras privatbolig i Købmagergade 7. Hun har netop erhvervet den eftertragtede anerkendelse som Registreret Alternativ Behandler i brancheorganisationen RAB.

- Det er en blåstempling af mit virke, fastslår Sara Cristoffanini.

- Det er ikke mindst en garanti til patienterne for, at jeg har den fornødne uddannelse, og at det, jeg laver ikke er ren hokus pokus. Og det er jo vigtigt som alternativ behandler, tilføjer hun og glæder sig over den foreløbige interesse.

- Jeg startede op i november efter tre års uddannelse i det, der hedder Traditional Chineese Medicine.

- Det er gået ganske fint, og jeg har allerede hjulpet mange, beretter Sara.

- En stor del af mine patienter kommer fordi de har ondt i muskler og led. Det handler typisk om ryg, lænd, nakke, knæ og hofter. Men jeg kan også afhjælpe hovedpine, graviditetsgener og allergi, ligesom jeg kan hjælpe folk med rygestop. Desuden er der de psykiske problemer som stress, depression og angst. Her kan akupunktur også være særdeles effektivt og et rigtig godt alternativ til medicin, bemærker Sara.

Hun glæder sig selvsagt over, at det nu igen er tilladt at holde åbent i kølvandet på corona-lukningen.

- Jeg er desuden ansat som organist i Ulsted i Kirke, og også her er der lukket. Så mit arbejdsliv har været temmelig stille i nogle uger. Nu kan jeg heldigvis genoptage behandlingerne af mine patienter, konstaterer akupunktøren, der også foretager forskellige former for traditionel kinesisk massage. Ligeledes arbejder hun med såkaldt cupping, der kort fortalt er muskelafspændende, vacuumbaseret massage. Også fransk øreakupunktur og japansk lifting indgår i rækken af behandlinger. Sidstnævnte er centreret om ansigtet og bidrager blandt andet til afspænding og reducering af rynker.

Sara Cristoffanini holder åbent efter aftale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...