Hans Dal og Marianne Harboe gæster Hals Kirke

HALS: 7. november klokken 19 er der koncert med Hans Dal og Marianne Harboe i Hals Kirke. Overskriften er ”Salmer i sorg og glæde”, og koncerten former sig som en ”vekselsang”, hvor Marianne Harboe fortæller om salmernes baggrund og inspiration, mens Hans Dal står for sang og musik. Der vil også være mulighed for fællessang.

Salmerne blev uropført i Københavns Domkirke i 2006, og siden er der holdt over 125 koncerter - fortrinsvis i landets kirker.

Hans Dal er sanger, guitarist og komponist, uddannet som klassisk guitarist på konservatoriet i København. Han har skrevet musik til teaterforestillinger, film og tv, blandt andet til de tre julekalendere om Nissebanden.

Marianne Harboe var tidligere lektor i billedkunst på lærerseminarier. Hun er initiativtager til og formand for ”Foreningen af Frivillige ved Hospice” samt redaktør og medforfatter på bogen ”Tæt på døden – Tæt på livet”. Hun var også frivillig på Sankt Lukas Hospice i en årrække.

Hans Dal udgav i 2006 ”Salmer i sorg og glæde” og i 2010 ”Salmer i sorg og glæde II”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...