Fodboldspillerne i Hjallerup og Dronninglund startede forårssæsonen i lørdags

HJALLERUP/DRONNINGLUND: Nu er det forår. I hvert fald hvis man lytter til fodboldspillerne, der i lørdags tog fat på den nye sæson med standerhejsning i Hjallerup og Dronninglund. Iført fodboldstøvler og for nogle enkeltes vedkommende korte bukser mødte de forventningsfulde spillere op ivrige efter at komme i gang med spillet på de grønne baner. I Hjallerup var der standerhejsning for Team Ø U13 til og med U19 drenge, og på Dronninglund Stadion var det for Team Ø piger U13 til og med U18 samt dame- og herreseniorer.

Inden standerhejsningen i Dronninglund holdt fodboldformand Flemming Kvist en kort tale, hvor han bød både nye og gamle spillere og trænere velkomne.

- Vi håber, I er klar til en ny og spændende sæson, som vi tror vil byde på mange gode og spændende oplevelser og kampe, sagde han og fortsatte:

- Det er også en sæson, hvor vi starter et pige- og damesamarbejde i Team Ø mellem Dronninglund IF og Hjallerup IF. Det bliver spændende at følge pigeholdene, og vi tror, samarbejdet er til gavn for alle, sagde han.

Inden spillere og trænere tog fat på den første træning, nævnte Flemming Kvist også nogle af de mange arrangementer og aktiviteter, der kommer til at foregå den kommende sæson, og han opfordrede alle til at deltage og give en hånd med.

Herefter kunne spillerne begynde træningen med bold på de grønne baner, der så forårsagtige og indbydende ud, selv om de var lidt bløde og fugtige efter den megen regn.

Efter træningen var der varm suppe og hygge i hallens cafeteria.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...