Jan Stenberg (t.v.) gratulerer her formanden for Ulsted Samråd, Mikael Simonsen med aftalen om nedgravningen af fibernet i Ulsted. Yderst til højre ses Marie Østegaard fra samrådet og til venstre er det Søren B. Kjelgaard - ligeledes samrådet med datteren Laura. Bagest i midten ses Jacob Hansen, formand for Ulsted Hallen. Hallens areal skal huse en teknikboks til det nye fibernet. Foto: Allan Mortensen

Borgerne i Ulsted får fibernet, når Nord Energi har nedgravet 10 kilometer kabel

ULSTED: Ustabile og langsomme internetforbindelser i Ulsted by og opland erstattes snart af lynhurtigt fibernet. Det er faktum i kølvandet på en kampagne, som det lokale samråd står bag. Målet har været at samle tilstrækkelig med opbakning til at iværksætte nedgravningen af fibernet i byen. Nord Energi står for sidstnævnte, og med 300 tilkendegivelser er der nu basis for at igangsætte projektet.

- Det er vi glade for, fastslår Mikael Simonsen fra Ulsted Samråd.

- I mange år har vi døjet med meget dårlige internetforbindelser. Det har især været et problem for de lokale erhvervsdrivende. Jeg kender eksempelvis til landmænd, der har behov for flere forbindelser for at drive deres malkeanlæg og andre installationer. Og så er det jo bare et plus, at byens borgere fremover også får mulighed for at få en tidssvarende og stabil forbindelse, tilføjer Mikael Simonsen. Han bakkes op af Marie Østergaard - ligeledes fra samrådet.

- Vi har i det hele taget mødt rigtig positiv respons fra borgerne. Og der skal lyde en tak til den håndfuld frivillige, der har bidraget til at indsamle de mange tilkendegivelser om tilslutning, siger hun.

Ifølge projektchef Jan Steenberg fra Nord Energi får gravearbejdet ingen trafikale gener. Nordenergi afslutter små strækninger ad gangen, ligesom hovedkablet til Ulsted allerede er etableret. Han beretter videre, at der i alt skal nedgraves 10 kilometer kabel i Ulsted by og noget mere i landzonen.

- Men det går ret hurtigt, og vi forventer at være klar til opkobling i andet kvartal af 2019, konstaterer han.

Ulsted Samråd oplyser, at der stadig er mulighed for tilslutning på den gældende aftale. De fremtidige internet- og tv-pakker udbydes af selskabet Eniig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...