Trods en pauseføring på 2-1 lykkedes det ikke serie 2-mandskabet hos Hals forenede Sportsklubber at hente fuld pointhøst i efterårspremieren. Lørdagskampen hjemme mod Strandby-Elling-Nielstrup IF endte 2-2, hvilket gæsterne formentlig var mest tilfredse med.

Hals havde nemlig i lange perioder godt fat. Nok var det udeholdet, der indledte scoringen i midt i første halvleg, men herefter overtog værterne spillet. I det 31. minut satte Martin Holst Johnsen trumf på et længere HfS-pres ved at kanonere bolden i mål fra kanten af feltet. Og blot fire minutter senere bragte Anders Jacobsen så de hvidblusede i front efter at have prikket en lang bold forbi målmanden.

Inden pausen blev det til flere store Hals-tilbud, hvoraf et par af disse burde have ført til scoring. I stedet udviklede resten af kampen sig til en temmelig jævn affære, hvor udeholdet altså fik mest ud af indsatsen. 2. halvleg var i øvrigt blot et minut gammel, da Strandby-Elling udlignede til slutresultatet.

Torsdag aften skal Hals igen i aktion. Her møder holdet Hjørring IF på udebane.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...