NYTÅR: Corona-året blev skudt godt og grundigt væk med masser af raketter

Christian Sonne-Schmidt er en tilfreds mand i disse dage. Han er indehaver af Danish Fireworks, der har adresse på Asaavej 3 lige øst for Dronninglund. Han sælger fyrværkeri, og selv om han endnu ikke har gjort regnskabet op, så er han ikke i tvivl om, at salget af nytårsfyrværkeri har sat rekord i år.

- Salget er gået fint, men det har været utroligt svingende. Den ene dag helt i top for så at gå helt i bund den næste. Det har naturligvis noget at gøre med den usikkerhed, de fleste har haft. Det har slet ikke været et normalt salg, men det har jo heller ikke været et normalt år, siger han.

- Vi åbnede allerede 15. december, og det var helt bevidst, for så kunne folk komme og købe raketter over en længere periode, så det hele ikke klumpede sammen i dagene mellem jul og nytår, siger Christian Sonne-Schmidt, der arbejder med fyrværkeri hele året.

- Nytåret er trods alt årets højdepunkt, når det drejer sig om fyrværkeri. Derfor har vi også været spændte på, hvordan det ville gå med alle restriktionerne. Vi frygtede det værste, men bekymringerne er heldigvis ikke gået i opfyldelse. Folk bruger flere penge i år. Dem, der tidligere brugte 500 kroner, bruger nemt 1.000 kroner i år. De foretrækker de store batterier, hvor der er limet flere mindre batterier sammen på en plade. Så skal man kun tænde én lunte. Det største batteri er på to kg og koster 1.299. Det er et helt lille festfyrværkeri, og det er meget populært. Sådan et batteri varer godt to minutter, og på den tid fyres der utallige raketter af, men man skal kun tænde den ene gang. Det er sikkert og meget populært, siger Christian Sonne-Schmidt. Foruden det helt store batteri, findes der to mindre, der også har solgt godt.

- Det er tydeligt, at folk har mange penge mellem hænderne. De har jo ikke spist på restaurant de to gange om måneden, som de plejer, og de har ikke rejst i år, så der er lidt flere penge at gøre godt med. Så tænker folk, at nu skal vi have skudt det her corona-år væk, og det sker så med en masse fyrværkeri. Den får lige en ekstra tand i år, hvor der er mange flere små fester. Alle skal jo have fyrværkeri, og det betyder et større salg. Jeg er meget tilfreds, slutter Christian Sonne-Schmidt fra Danish Fireworks.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...