BYGGERI: Den nye fløj erstatter en nu nedrevet ældre og utidssvarende bygning

Agersted Fribørnehave kunne i fredags holde rejsegilde på en ny 187 kvm stor bygning, der fremover skal være hjemsted for børnehavens yngste børn. Bygningen er placeret, hvor der tidligere lå en ældre bygning, der nu er revet ned. Af hensyn til coronakrisen blev rejsegildet markeret over fem timer, så der ikke på noget tidspunkt ville være for mange på stedet på samme tid.

Naturligvis skulle der serveres pølser, og der var til lejligheden indkøbt 1.000 af slagsen med tilhørende brød, ketchup og sodavand. På to store griller blev pølserne varmet og serveret løbende hele dagen.

- Vi forventer, at bygningen kan tages i brug i uge 47, og det glæder vi os til, fortalte børnehavens leder, Martin Styrishave.

Bygningen rummer et stort fælleslokale, mindre møderum, toiletter og et stort køkken.

- Det er så stort, fordi vi vil bruge det pædagogisk, fortæller lederen.

- Her er det meningen, vi vil tage børnene med ind og lade dem være med til at lave mad på skift, fortæller han, mens han viser rundt i det endnu ufærdige hus.

I øjeblikket er der 48 børn i børnehaven, men flere har vist interesse.

- Vi har nogle helt unikke faciliteter. Dels får vi nu det nye hus, og så har vi nogle helt fantastiske omgivelser. Vi har nok Brønderslev Kommunes største legeplads, og den bruger vi rigtigt meget. Det skal være meget dårligt vejr, før vi holder os indendørs, fortæller Martin Styrishave, mens duften af pølser breder sig, så både børn og håndværkere rykker nærmere til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...