Mens RareWine Group de senere år har understreget potentialet i at investere i kostbar og sjælden vin og spiritus, så er selskabet også godt i gang med en markant udvidelse af lagerfaciliteterne på Industrivej i Vester Hassing. Her opføres for tiden en 2.000 kvadratmeter stor lagerhal. Byggeriet mangedobler lagerkapaciteten og gør, at der sammenlagt vil kunne opbevares 2,5 mio. flasker. Det nye lager får alene plads til 1,8 mio. flasker.

- Det bliver rigtig godt og vi glæder os, siger direktør Rasmus Nielsen.

– Vi har brug for pladsen, og det nye lager bliver topmoderne og fuldstændig perfekt til opbevaring af vin. Det bliver nedkølet til en konstant temperatur på 12 grader, forklarer Rasmus Nielsen. Lageret får 11 meter til loftet og udstyres med en af verdens mest avanceret tyverisikringer. Med udvidelsen understreger RareWine sin position som et af Europas førende lagerhoteller for blandt andet investeringsvin, champagne og whisky.

– Og så bliver det nye lager i øvrigt Europas eneste toldoplag, hvor man som privatperson kan opbevare vin og spiritus uden moms og afgifter, beretter Rasmus Nielsen. Han forventer, at det nye byggeri står klar til brug inden udgangen af december.

RareWine Group kom ud af det seneste regnskabsår med en rekordomsætning på 433 mio. kr. og et overskud på 21,2 mio. kr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...