Hvad sker der, når butikkernes hylder er tomme?

DRONNINGLUND: De cirka 1.000 billetter er allerede solgt. Nu er der ingen vej tilbage for de over 100 elever, som gennem de sidste fire weekender og adskillige eftermiddage forinden har øvet på at skabe den rette stemning af ”Ragnarok” på Dronninglund Gymnasium. For det hedder det – stykket, der indledes med det kaos, der opstår i butikkerne, når hylderne står tomme.

Når frysekummerne smelter og kasseapparatet ikke virker, når dankortet er ubrugeligt og når man ikke kan klage. Alt er gået ned, og samfundet er bombet tilbage på grund af et omfattende hacker-angreb.

Omdrejningspunktet for forestillingen er Hannah og hendes venner og deres forskellige reaktion på krisen. Udenom vennekredsen følges lokalsamfundets reaktioner. For hvordan reagerer moderne mennesker i en situation som denne?

Forestillingerne på Dronninglund Gymnasium har gennem mange år været totalteater med dans, musik, sang og skuespil. Og i takt med de stigende ambitioner har scenen udvidet sig længere og længere ud i fællesarealet og med inddragelse af publikum. Denne gang sprænges alle rammer, for ”Ragnarok” begynder allerede fra det øjeblik publikum kører ind på parkeringspladsen.

- Vi kræver meget af eleverne, for vi vil nå dertil, hvor nakkehårene rejser sig på publikum og øjnene bliver våde, fortæller Gitte Snebang. Hun har sammen med Ole Bjørn skrevet stykket og instrueret. Søren Lykkegaard orkestrerer musikerne og sangerne. Cirka 30 elever er med i dansetruppen, der instrueres af Line Schou, mens koret er under ledelse af Anne Bilde.

- Og så har vi også fået Hjemmeværnet i Dronninglund på banen i et fantastisk samarbejde, lyder det fra Ole Bjørn.

- Så vores forestilling kommer også til at række ind i virkelighedens verden.

”Ragnarok” spilles tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 6.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...