Planerne om et privat plejehjem i Ulsted er droppet. Foto: Allan Mortensen

Det har ikke været muligt at få økonomien til at hænge sammen

ULSTED: Mens Aalborg Kommune har besluttet af afvikle ældrecentret Ulstedparken i 2019, så er planerne om et privat plejehjem i Ulsted nu også skrinlagte. Det er fakta ovenpå et bestyrelsesmøde i foreningen Friplejehjemmet Ulvebo.

I en pressemeddelelse konstaterer bestyrelsen, at det ikke har været muligt at få økonomien i projektet til at hænge sammen.

- Efter halvandet års arbejde er vi kommet frem til den beslutning, at vi ikke ser det muligt at etablere et friplejehjem med 30 pladser i Ulsted, hedder det i pressemeddelelsen.

Her slås det også fast, at initiativtagerne har været i dialog med flere mulige leverandører af plejeydelser. Desuden har både arkitektfirmaer og andre friplejehjem hjulpet til med det projekt, der også har nydt pæn interesse i lokalsamfundet.

Er det snart slut med plejedrift på centret, så er der imidlertid lagt op til en ny anvendelse af bygningerne. Under overskriften Højskolen for sundhed og motion barsler Aalborg Kommune med et tilbud til borgere, der har behov for rehabiliterende og forebyggende tilbud.

Torsdag 11. oktober er der således inviteret til borgermøde på netop Ulstedparken. Her kan man høre mere om planerne og fremsætte egne idéer til den fremtidige drift. Arrangementet begynder kl. 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...