Den ni km lange vandring gik gennem smuk natur og forbi historiske steder

HJALLERUP: I mange år har det været tradition, at Hjallerup, Hellevad og Ørum sogne på Kristi Himmelfartsdag tager på en fælles pilgrimsvandring. Det gjorde man også i år, men mens man plejer at gå i samlet flok, gik man i år på grund af den aktuelle situation med covid 19 i mindre grupper. I alt fire grupper deltog, og de blev sendt af sted med 15 minutters mellemrum.

Turen startede fra Hjallerup Kirke, og forude ventede der deltagerne ni km inden afslutningen ved Sømosen i Dronninglund Storskov.

Hver gruppe blev udstyret med kort og relevante oplysninger om ruten, og undervejs på turen var der stop ved interessante steder. Gruppen blev hvert sted bedt om at drøfte et emne med relation til stedet og dets historie. Første stop var således Galgehøjene, der i mange år var rettersted for Dronninglund Birketing. Her har der udspillet sig frygtelige tragedier gennem et par århundrede fra reformationen i 1536 og fremefter. Der blev bl.a. foretaget heksebrændinger og henrettelser. Den sidste skete i 1768.

Deltagerne blev ved dette sted bedt om at drøfte, hvordan vi mennesker bedst kan forholde os til modgang. Hvordan vi har gjort det gennem historien, og hvordan vi gør det i dag. Det kunne man så drøfte, mens man vandrede videre til næste fikspunkt. På andre strækninger blev man bedt om at vandre i tavshed.

Turen fortsatte ad Kongevejen forbi Hundslund kirkeruin, der er bygget omkring 1100. Den var sognekirke for en større landsby, Suderby, der lå netop her. Kirken blev nedlagt omkring 1350, da pesten ”Den Sorte Død” hærgede landet, og var skyld i så mange dødsfald, at byen gik til grunde.

Turen sluttede med kaffe og kage på parkeringspladsen ved Sømosen, hvor en bus ventede for at køre hele flokken tilbage til udgangspunktet ved Hjallerup Kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...