HALS: 25 ryttere og hjælpere havde meldt sig under fanerne, da Hals Rideklub lørdag havde kaldt til samling til den første udgave af et orienteringsridt i skovene nord for Hals. Her var der plads til både øvede og nybegyndere på en rute, hvor der undervejs skulle svares på spørgsmål. Deltagerne blev blandt andet spurgt ind til den lokale geografi krydret med diverse spørgsmål om ridesport i al almindelighed. Arrangementet var støttet af DIF og DGI´s særlige pulje, der har til hensigt at kickstarte foreningslivet efter corona-lukningen. Hals Rideklub forventer dog at gøre orienteringsridtet til en årlig tradition.

- Det er en god måde at få både børn og mindre øvede ryttere med i skoven, forklarer Tina Bols Pedersen fra Hals Rideklub.

- Det er ikke så krævende som vores jagtridning. Desuden bidrager det fint til vores samarbejde med ridelinjen på den lokale efterskole. Flere ekvipager derfra deltog således også, tilføjer Tina Bols Pedersen.

Orienteringsridtet blev vundet af Hold 1 bestående af Lola på Bonnie, Sigrid på Rudolf og Mie på Filur. Vinderholdet var i øvrigt sammensat af de yngste ryttere, som havde forældre med rundt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...