VHG/GS avancerede til næste sæsons serie 2

VESTER HASSING: Der var jubel over hele fronten, da fodboldkoalitionen mellem Vester Hassing GF og Gandrup Sportsklub lørdag sikrede sig avancement til næste sæsons serie 2. Oprykningen kom i hus efter en 3-2-sejr hjemme over Asaa Boldklub. Dermed bragte mandskabet sig op på 35 point – 5 mere end Frederikshavn FI på andenpladsen og med én kamp igen.

Hjemmeholdet fik ellers en vanskelig start. Asaas Søren Nielsen sendte efter 8 minutter gæsterne i front. VHG/GS fik dog hurtigt vendt skuden, og efter en god halv time udlignede Lasse Hjorth velfortjent. Minuttet efter bragte Mathias Reinholdt Jørgensen værterne i front. Herefter sad topholdet på det meste, og da Jesper Andreas Christiansen midtvejs i anden halvleg gjorde det til 3-1, var sagen klar. Asaa fik kort før tid pyntet på resultatet, som dog ikke efterlod tvivl om en velfortjent sejr til de hvidblusede.

VHG/GS runder lørdag sæsonen af med udekampen mod Strandby-Elling-Nielstrup IF.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...