Det første Open Water-arrangement i Jylland i kølvandet på corona-krisen løb lørdag af stablen ved Teglværkssøerne. I fjor lancerede Foreningen 24 timer i Hjallerup et svømmearrangement i søerne til fordel for Julemærkehjemmet i Hobro. Lørdagens reprise blev afviklet i noget bedre vejrlig end dengang.

Lunt vand og små 30 graders varme i luften skabte perfekte betingelser. Det lokkede 20 svømmere til søerne, hvor den 750 meter lange rundtur blev forceret op til fem gange. Deltagerne havde hver betalt 100 kr., og overskuddet gik selvsagt til den gode sag. Derudover bidrog Gandrup Borgerforening med salg af blandt andet pølser, kaffe og kage. Også her blev overskuddet doneret til Julemærkehjemmet.

- Vi er rigtig glade for opbakningen, siger næstformand hos 24 timer i Hjallerup, Tommy Jensen.

- Deltagerne kom fra hele lokalområdet, og nogle var sågar troppet op fra Aalborg, Aabybro og andre steder. Mon ikke vi kan gøre Open Water til en årlig tradition ved Teglværkssøerne?! Forholdene er i hvert fald gode, tilføjer Tommy Jensen.

Under hele svømmeturen havde deltagerne assistance fra kajakroere, der holdt skarpt øje med det sikkerhedsmæssige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...