Judokæmpere fra Ørsø klarede sig godt til stort stævne med 400 deltagere - fik en serie af medaljer med hjem

ØRSØ: Ørsø Judoklub har i weekenden været til storstævne i Tyskland, hvor den nordtyske judoklub Rendsburg TSV havde indbudt til den traditionsrige Nytårsturnering, som i år blev afviklet for 37. gang med ca. 400 deltagere.

Det oplyser Søren Larsen fra Ørsø Judoklub. Han skriver:

- Et godt samarbejde imellem de nordjyske judoklubber, som er organiseret i DJU Region Nord, gør det muligt at deltage i denne turnering, idet der arrangeres fælles bustransport til stævnet. Bussen startede i Vendsyssel, hvor judoklubberne fra Hjørring, Brønderslev og Ørsø var de første passagerer. På vejen ned igennem Jylland steg kæmpere fra Horsens og Fanø Judoklub på bussen, således at 61 kæmpere, forældre og ledere var klar til at møde den tyske judokultur.

Ørsø Judoklub har tidligere deltaget i denne turnering og som i de tidligere år, var det både socialt og sportsligt en stor succes.

- Klubben stillede op med 19 kæmpere til det store stævne, og det blev til en flot serie af medaljer, oplyser Søren Larsen.

I U9 vandt Svend Andersen og Jens Thomsen sølv, mens Maano Simpson vandt en bronzemedalje. Andreas Thomsen vandt guld hos U12 kæmperne, mens William Trangeled og Marcus Harboe vandt bronze. Også i U15 rækken var der guld til Ørsø ved Noah Hammer mens Malte Hammer, Benjamin Steen Pedersen, Zacharias Stokbro og Marius Elstrøm vandt bronze.

U18-kæmperne Thor Engin Andersen og Casper Larsen kunne begge stille sig op på øverste trin på medaljeskamlen og modtage en guldmedalje. I denne aldersgruppe blev det til sølv for Verner Torensma og Maik Kielgast Laursen samt bronzemedaljer til Magnus N. Sørensen og Rasmus Hjørnet Sørensen. Endelig vandt Ørsøtruppens alderspræsident Ole Elstrøm guld i aldersgruppen 32+.

Næste opgave for judoklubben bliver Vendelbomesterskaberne for hold, som afvikles af Jetsmark Judoklub 8. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...